Dansk politik mangler ikke eksempler på ledelsesopgør og ballade om magten, stil eller retning. De konservative havde deres i 90’erne, Socialdemokraterne og SF havde deres i starten 10’erne. Venstre stod også ud i lys lue sidste år (2019).
Nu er det alternativet som har deres ballade og Josepfine Fock er kommet i skudlinjen. Faktisk så skal de i dag afholde et ekstra hovedbestyrelsesmøde om netop dette.
Hvor der er røg
Det kan være lidt svært at holde tungen lige i munden med alle de oplysninger og påstande der er kommet frem. Hvem skal man tro på. For en ting er, hvis hun virkelig har gjort, som de ikke så få kritiske ryster har påstået og meldt ud. Men noget andet er som mange efterhånden har nævnt. Så burde det undre en hver, at den kritik ikke kom i forbindelse med formandsvalget eller før imens det har stået på.
Det har åbenbart ikke betydet noget før. Det virker som om nogle er skuffet og deres plan ikke gik som den skulle. Derfor kommer de ud af alle kroge eller de fleste er så anonyme. Det er jo lidt ærgerligt. Jeg må også indrømme, så har jeg fået en fornemmelse Uffe Elbæk godt vidste at Alternativet er ved at overskride sidste holdbarhedsdato og derfor træk sig i tide. Men ikke havde set dette valg af Josepfine Fock komme. Svaret kunne naturligvis også være at han godt kunne se at hans egen styrke ligger i opstartsfaserne. Det er jo ingen skam at kende sine begrænsninger og trække sig i tid. Den lille djævle på min venstre skuldre hælder mest til det første.
Men hvor der er røg er der ild. Spørgsmålet er vel bare hvor meget der er røg og hvor meget der er ild i kritikken af Josepfine Fock. For en ting at en persona kan være meget direkte, så er denne nødvendigvis ikke en dårlig leder. Måske er denne kulturen i partiet som ikke er egnet til at begå sig i politik.
Fotograf Jacob Stage (Uffe Elbæk 6 Rasmus Nordqvist)
Virkeligheden er til tider en bitche
Selv om Alternativet har forsøgt at lægge ledelsesstilen i en pædagogisk sandwich. Så må situationen i partiet tydeligt vise at higen efter magt og indflydelse ikke er forskelligt fra parti til parti eller fra menneske fra menneske, som beskæftiger sig med politik. Især inde for politik.
Dog må denne ballade og håndtering i et parti som Alternativet slå ekstra hårdt. For et parti der kalder et mødelokale for empatirummet, som har slået sig op på at være et konsensus præget parti. Et parti som ville ændre den politiske kultur, men som selv er blevet ændret af den politiske kurtur og af virkeligheden.
Det da være en meget bitter pille at sluge.
Elastikker har også en grænse
En ting står forholdsvis klart for mig. Selv om elastikker kan få i metermål, så kan selv den længste elastik knække. Alternativet er ofre for egen kultur. En lalakultur, hvor der har været for mange fester, for mange collager med Dickpics og alt for meget snak, samt en naiv konfliktskyhed.
Jeg kan kun håbe at de finder fred med sig selv for deres egen skyld, hvis ikke så RIP Alternativ. Det var et hjertevarmt forsøg, som ikke kunne holde til et realitetstjek. Elastikken knak.
Tilføjet den 9 marts 2020
Virkelighed har det til tider, med at indhente fantasien. I dag har Uffe Elbæk sammen med flere folketingsmedlemmer valgt at blive løsgængere. Hvis jeg var medlem af alternatives bagland der stemte massivt på Josepfine Jock. Så ville jeg føle mig talt ned til og manipuleret med af en leder med talegaverne i orden. Hvor ordene om at spille hinanden gode, må klinke ekstremt hult.
Men sådan må det jo gå når alt politik bliver bygget om om et enkelt emne og op omkring et enkelt emne.
Det er åbenlyst, at det ikke kun er på fløjene der findes vælgere og støttere der ukritisk vælger at følge en ideologi. Så ja svaret er at alternativet er ofre for egen lalakultur og ukritisk tilgang til sig selv.
Må dette være til eksempel på, hvordan man ikke bør gøre det.
RIP Alternativ
