Tallet 200 var sidste uges tal. Det er ikke nye Corona tilfælde, men derimod det antal kvoteflygtninge som Danmark har valgt at tage imod i år. Det har skabt en forventelig debat. Havde det været 5 ville det nok også skabe debat.
For tidligere var det et problem at de ofte kom med muslimsk baggrund. Denne gang er det anderledes for de fleste er kristne ifølge Danmarks Integrations minister. Det er alligevel ikke godt nok, eller nu er det så noget andet der gør at bl.a. DF og dele af venstre siger fra m.fl. For nu er det de hjemlige udfordringer der er begrundelsen.
Dobbeltmoral er bedre end ingen moral
Disse mennesker fra lejrer rundt om i verden, i dette tilfælde fra Afrika, er nogle af verdens mest udsatte mennesker.
Det underlige ved denne debat for og imod, stort set aldrig handler om hvorfor de er der og om hvordan vi kan løse det enorme problem med, at der er flygtninge. For det er et problem såvel lokalt, regionalt og globalt. Det gamle leg med at sidde på hænderne er udbredt her. Vi kan heller ikke tage imod hele verden som modstanderne korrekt siger. Modstanderne kommer ofte med den lovning at den dag at almindelige tilrejsende flygtninge ikke længere kommer til vores grænser så er de åbne over for kvoteflygtninge.
Det er jo bare en gratis om gang af 2 årsager. For kommer det til at ske, NEJ. Øger vi såvel vores egen indsats og presser på en fælles indsats ude i verden for at komme årsagerne til flygtninge strømmende til livs. Nej det gør vi ikke. Ikke nok. Ønsker de hardcore modstandere at skære ned på hjælp og indsatsens i udlandet. Ja det ønsker de rent faktisk.
SÅ rent faktisk så har de ikke noget helhjertede forslag for.
Verdenssamfundets dårlige samvittighed og en nødvendighed
At der er behov for kvoteflygtninge, er der reelt kun tre årsager til. Krig og elendighed som den to første og omverdens manglende vilje til handling når det gælder som den sidste. Den sidste vil kunne løse de to første. Faktisk ville det være meget lettere for alle, hvis vi begyndte at engagerer os lidt mere i løsning af årsagerne.
Faktisk har verdenssamfundet en mulighed i at stoppe en konflikt ved hjælp FN’s R2P (Responsibility to protect). Ulempen er bare at ”værtslande” skal give lov. Som om det kommer til at ske. Derfor er den næsten ubrugelig, medmindre man tør se bort fra lige denne ikke uvæsentlige detalje. Hvilket vi som verdenssamfund burde se stort på, når en konflikt bare bliver ved og ved og partner ikke synes at ville komme til fornuft.
For konflikter der truer med at skubbe til en hårfin balance og true med at skabe store problemer for egen civilbefolkning og især andres er ikke længere en intern konflikt. For så bliver det til andres konflikt og i værste fald alles konflikt. Det er i alles interesse at de bliver stoppet. Det er ikke nok at gemme sig bag en masse grænser og flere tusinde km afstand.
Yderligere er der rundt om i hele verden er der ikke så få politikere der af indenrigsårsager ikke ønsker at løse disse problemer. Især nationalkonservative kræfter lukrere politisk på den tragiske situation.
Det er mildt sagt op af bakke og byrden er meget skævt fordelt. Frygten for at er lande som stadigvæk modtager flygtninge bliver tvunget til at sige stop.
Rettidig omhu og engagement er vejen frem
Det er ganske vist.Jo længere tid vi venter jo værre bliver problemet og presset vil øge. Det er heller ikke en let opgave og den vil koste mange penge, militær indsats og stor vilje til, at løse en opgave der KAN løses og som skal løses.
Det største problem er at de ofte er suveræne stater der står bag konflikterne og de ønsker bestemt ikke andres indblanding. Jamen det kan bare det ikke være anderledes, når nærmest hele verden kan blive taget som gidsel i en lokal og regional konflikt.
Vi har tid når en konflikt opstår. En række studier viser, at de fleste fordrevne bliver ofte i nærområderne i op til 3 til 4 år. Dette faktum giver verdenssamfundet eller de alliancer der ønsker at stoppe en konflikt et vindu på netop 3 til 4 år til at stoppe en konflikt. For efter 4 år så begynder fordrevne at tænke på fremtiden. Kan de ikke se en mulighed for at vende tilbage, begynder de at se sig om efter alternativer. Det er her de bliver til flygtninge og søger til andres græsgange. Det er helt normalt og en naturlig mekanisme.
De sidste to store konflikter i Europas nærområder Balkan og Syrien er to gode eksempler på konflikter der kunne været stoppet i tide inde for det 4 årige vindue. Vi kunne have forhindret de store flygtninge strømme, og dermed kunne have forhindret de mange tragiske dødsfald og menneskelige tragedier . Desværre udviste især Europa manglende vilje til, at ville stoppe disse konflikter. Den pris betaler vi af på nu. Her er det helt fair at peger på de nationalistiske kræfter, som har nægtet at støtte op om de mange forslag og mulige indsatser, der har været på bordet. Ofte er rene interne årsager.
Der er reelt kun en vej frem. Det er et hårdt slid og til tider en uriaspost men løsningen hedder ”Engagement i sin omverden.” Engagement i at stoppe konflikter, også dem der er langt væk fra vores egen grænse ved Kruså. Med andre ord, så er og bliver det en fælles opgave.
Hvis ikke for andre skyld så i det mindste for vores egen skyld, så bør vi se og komme i arbejdstøjet.
